
Monday Jul 10, 2023
Bjarne Corydon: Det er en livsløgn at tro, at vi kun kan investere os ud af klimakrisen
Man er nød til at læse noget andet end sin egen avis. For Rune Lykkeberg er det vigtigt at holde sig ajour med, hvad der bliver skrevet om i Dagbladet Børsen.
For Børsen går op i den økonomiske orden. Det samme gør Information. Børsen går op i, hvad der sker med kapitalismen. Information går op i, hvad der sker med kapitalismen. Børsen går op i den grønne omstilling. Information går op i den grønne omstilling. Dog altid fra to forskellige udkigsposter.
Derfor inviterede Rune Lykkeberg Børsens chefredaktør Bjarne Corydon til en snak på Folkemødet 2023 om alt det, de to aviser deler og alligevel ser helt forskelligt på.
I samtalen fortæller Corydon om, hvorfor han er bange den splittelse i befolkningen, som den grønne omstilling er med til at skabe, og hvorfor han ikke mener, at man kun kan investere sig til en grønnere fremtid. Og så fortæller den tidligere S-finansminister om, hvorfor han mener, at den nye SVM-regering mangler en langsigtet plan og ikke har lang tid til at få lagt én.
Podcasten er optaget foran et publikum på Folkemødet 2023. Du kan finde interviewet i vores podcastkanal Informations Forsamlingshus, hvor vi løbende præsenterer optagelser fra avisens live-arrangementer.