Monday Mar 06, 2023

Mai Villadsen vil styrke samarbejdet på venstrefløjen

Nu hvor socialdemokraterne har dannet en flertalsregering sammen med to borgerlige partier, bør venstrefløjspartierne styrke deres samarbejde og gå sammen om at udvikle progressive alternativet til nødvendighedens politik.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen. Hun bliver interviewet af Informations Anton Geist til podcastrækken ’Venstrefløj – hvad nu?’, hvor vi spørger politiske ledere, aktivister og intellektuelle, hvordan venstrefløjen kan realisere sine visioner under den socialdemokratisk-borgerlige flertalsregering.

Podcasten er optaget foran et publikum i Informations Forsamlingshus, som vi kalder vores kantine ved den slags lejligheder. Her svarer Mai Villadsen også på, hvordan Enhedslisten på én gang kan ønske, at Danmark for nuværende skal forblive i NATO, og samtidig arbejder for dansk udmeldelse af forsvarsalliancen på længere sigt. Og hun forklarer, hvorfor hun mener, sagen om store bededag er så alvorlig, at den burde udløse en folkeafstemning.

Du kan finde arrangementet i vores helt nye podcastkanal Informations Forsamlingshus, hvor vi løbende præsenterer optagelser fra avisens live-arrangementer.

Hvis du vil opleve »Venstrefløj – hvad nu?«-serien live, kan du indløse billet på butik.information.dk.

Copyright 2023 All rights reserved.

Version: 20241125